Tilgængelighed for blinde og svagsynede
Tilgængelighed for blinde og svagsynede, TIBS, er en vejledning i tilgængelighed til gavn for mennesker med synshandicap.
TIBS skal sikre, at det byggede miljø er tilgængeligt for personer med synshandicap, og skal ses som et supplement til øvrige tilgængelighedskrav og vejledninger for at skabe et samfund præget af universel design. God og hensigtsmæssig tilgængelighed tilgodeser naturligvis gruppen af blinde og stærkt svagsynede, men kommer samtidig en langt større gruppe mennesker, fx ældre, som går og ser dårligere på grund af høj alder, til gode.
For at skabe de bedste og mest hensigtsmæssige løsninger, føler vi, som brugere, et naturligt ansvar for at dele de erfaringer og formidle de løsninger, som sikrer tilgængelig og rummelig indretning af vores samfund. Derfor har vi udarbejdet TiBS, hvor fagfolk i byggebranchen, i tekniske forvaltninger og andre med interesse for udvikling af et inkluderende samfund kan finde information og inspiration.