2.2Blinde og svagsynedes udfordringer i forhold til det byggede miljø

I det følgende omtales de generelle behov, som bør tilgodeses, for at det ydre miljø såsom bygninger, trafikanlæg, afmærkning og skiltning m.v. kan opfattes som reelt tilgængeligt for personer med et synshandicap.

Det bør her nævnes, at tiltag der gavner personer med et synshandicap, kan være i modstrid med andre handicapgruppers behov, f.eks. niveaufrie omgivelser, som letter færden for kørestolsbrugere, men udvisker kende- og pejlemærker, som for personer med et synshandicap er afgørende. Desuden kan en god og kraftig belysning, som kan hjælpe nogle grupper af mennesker med et synshandicap, af andre opleves som generende eller endda hindrende for en sikker færden.

Hvis der i design, byggeri, belysning m.v. tages hensyn til og planlægges tilgængeligt, vil det som en afledet bonuseffekt komme alle ældre borgere, herunder blinde og svagsynede, til gode (jf. universelt design).

For at opnå så megen selvstændighed, selvhjulpenhed og kvalitet i det daglige liv som muligt skal omgivelserne være indrettet på en sådan måde, at personer med et synshandicap ikke oplever unødige barrierer i forhold til daglig livsførelse. FNs Handicapkonvention, som blev vedtaget enstemmigt i december 2006 og ratificeret af Danmark i august 2009, formulerer bl.a. bestemmelser, som netop fastslår retten til tilgængelighed til det fysiske miljø og information, uddannelse og beskæftigelse for borgere med et handicap på lige fod med personer uden et handicap.

Derfor er det vigtigt, at de teknikere, myndigheder, rådgivere osv., som skal udforme, udvikle eller tilpasse omgivelserne, har en dækkende opfattelse af, hvad det vil sige at have et synshandicap.

Med alt dette in mente kan man sige, at et menneske med et synshandicap primært har to udfordringer:

1. Et mobilitetshandicap bestående i at finde vej, holde retning, undgå forhindringer (naturlige eller spontant opståede).
2. Et kommunikationshandicap, der består i problemer med at få adgang til den viden og information, som sendes via TV, skilte, lysreklamer, displays, montrer og udstillinger. Et stadigt mere visuelt båret samfund medfører, at blinde og stærkt svagsynede har sværere ved at begå sig, fordi et stigende antal services er baseret på, at man kan klare sig selv (selvbetjening), f.eks. indtjek via sundhedskort, indtastning af oplysninger via touchscreens og øget digitalisering i forhold til myndigheder. Har man en kraftig synsnedsættelse, er man afskåret fra at se på skærme med digitale informationer, der fortæller, hvornår den næste bus ankommer, hvilken bus som kommer først, hvilket teaterstykke som er på plakaten osv.

Det er ikke dækkende eller rimeligt at illustrere de udfordringer, vi som synshandicappede har, ved at give en fuldt seende sorte briller på, fordi denne situation er frivillig, forbigående og kortvarig. Men en sådan øvelse er dog med til at give et fingerpeg om, hvor vægten i et synshandicap ligger. Et nærmiljø med gode stier i vinkelret struktur vil være lettere at forstå og navigere rundt i sammenlignet med et område uden stier eller med åbne pladser uden anvendelige markeringer.

De såkaldte frie færdselsrum/fælles trafikområder (shared spaces), som vinder indpas mange steder, kan være hensigtsmæssige for mange trafikanter og for kørestolsbrugere, men de er meget svære for personer med et synshandicap at færdes i. De kan være særdeles farlige at bruge, fordi de forudsætter, at man kan holde øje med sine medtrafikanter og glidende tilpasse sig med position og retning. Øjenkontakt er nøgleordet, og her er personer med et synshandicap dårligt stillet.