6.2.4Indendørs orientering

Indholdsfortegnelse

Alle har behov for særlige kendetegn i omgivelserne for at kunne orientere sig. Vores sanser modtager indtryk fra og stimuleres af omgivelserne, når vi bevæger os. God orientering giver stærke indikatorer af og information om, hvor personen er i en bygning eller i et miljø, hvordan man bruger det, og hvordan man kommer frem til et ønsket mål. Orienteringsproblemer opstår først, når vores sanser ikke modtager korrekte og tilstrækkelige informationer, så beslutningen om brug og rette vej kan foretages.

Blinde og svagsynede har særligt store udfordringer i forhold til orientering. Det er derfor formålstjenligt, at der i planlægningen af byggeriet udarbejdes en strategi for, hvordan god og tilgængelig orientering etableres i bygningen.

Følgende er vigtige elementer i orienteringen for blinde og svagsynede:

Orienteringspunkter og kendetegn
Skiltning og orienteringstavler
Receptionsområde
Gulvbelægning
Ledelinjer og opmærksomhedsfelter
Lofter og vægge
Farver og kontraster
Retningsorienteret belysning
Lyde og akustik

6.2.4.1 Orienteringspunkter og kendetegn

Orienteringspunkter og kendetegn i miljøet er vigtige elementer for orienteringen for blinde og svagsynede. Anvendes orienteringsprincipper til at vise vej, bør de tilrettelægges efter enkle og overskuelige retningslinjer, så de er genkendelige i nærmiljøet som bygningsnære udearealer, bygninger, tilhørende bygningsafsnit og på etagerne.

Blind person passerer fuglevoliere. På Fuglsangcentret har man placeret et fuglevoliere på gangen som retningsorientering for blinde og svagsynede. — Et fuglebur kan fungere som et lydfyr og retningsgiver.

Blind person passerer lystårn på Fuglsangcentret. Lystårne er placeret i gangarealerne, hvor man kan skifte retning. Tårnene giver både en lys- og lydmæssig forskel i gangforløbet, da der er dagslys og højere lysniveau om aftenen, højere til loftet og dermed en ændring i akustikken, og en anden farve og taktil kontrast i belægning på gulvet. — Et lystårn og en ændring i belægningen kan give information om, at rummet ændrer sig.

Anbefaling:

Gode orienteringspunkter og kendetegn for blinde og svagsynede kan være:

Retningsorienteret lys.
Ledelinjer og opmærksomhedsfelter
Tilgængelige taktile oversigtstavler
Tilgængelige og enkle informationsskilte
Tilgængelig digital information med oplæsning.
Spejlbassin eller springvand med lys og/eller lyde, placeret ved væsentlige knudepunkter.
Elementer som tredimensionel kunst af en vis størrelse.
Rumlige figurer og sekvenser.

6.2.4.2 Indendørs skiltning og orienteringstavler

God skiltning og brug af oversigtstavler er en af de faktorer, der er afgørende for, hvor godt blinde og svagsynede kan færdes i og omkring en bygning.

Skilte og orienteringstavler skal derfor altid placeres, så de er lette at finde og nemme at identificere f.eks. ved informationsknudepunkter, hvor man kan finde oplysninger om bygningens forskellige funktioner som afdelinger, kontorer, elevatorer, trapper, siddepladser og toiletter.

Det første problem for personer med et synshandicap er overhovedet at lokalisere et skilt, det næste er at kunne læse skiltet. Skiltene bør derfor være placeret i tilknytning til eller på en væg i umiddelbar nærhed af indgangsdøren eller lige frem i gangretningen.

Ingen skilte er brugbare for svagsynede, hvis det ikke er muligt at komme tæt ind til dem. Skilte skal derfor være anbragt således, at man kan komme tæt på og læse dem uden at stå i vejen for andre.

Illustration af et informationsskilt, der er hængt op i den rigtige læsehøjde. Men foran skiltet står en stor plante. Det betyder, at kvinden, der prøver at læse skiiltet, ikke kan komme helt tæt på og derfor ikke kan læse det. — Illustration af svagsynet kvinde står foran skilt, men kan ikke komme tæt på, fordi der står en stor potteplante foran.

Illustration af skilt med kontrast, hvid tekst på sort baggrund. — God kontrast mellem tekst og baggrundsfarve. Forskel min. 60 målt i lysrefleksionsværdi, LRV. Lysrefleksionsværdier for de enkelte farver kan f.eks. findes i atlas for NCS-farvesystemet. Lysrefleksionsværdierne trækkes fra hinanden. (SBi).

Illustration af skilt med dårlig kontrast — Dårlig kontrast mellem tekst og baggrundsfarve.

Anbefaling:

Skilte og orienteringstavler skal altid placeres, så de er lette at finde og nemme at identificere.
Skilte skal anbringes således, at man kan stå og læse dem uden at stå i vejen for andre.
Grundfarve på skiltet skal stå i kontrast til farven på væggen eller baggrunden.
Bogstaver og tal skal stå i kontrast til skiltets grundfarve.
Størrelsen på bogstaverne skal tilpasses læseafstanden. Ligesom font skal være tydelig og brugbar for personer med synshandicap.
Typerne bør udføres i relief, og hvor det er relevant i punktskrift.
Information, herunder varsling, gives visuelt og auditivt og på en måde, som er klar, tydelig og let at forstå.
Informationen bør suppleres med punktskrift og letforståelige taktile piktogrammer, hvor det er relevant.
Skilte med reliefbogstaver og/eller punktskrift bør sættes i en højde, hvor det er muligt at nå med fingrene.
Til hjælp for blinde, f.eks. diabetikere, der er ude af stand til at føle med fingrene, er det ønskeligt, at skiltning også suppleres med auditiv information.

Se mere om udformningen og placeringen af skilte og orienteringstavler i afsnit 5.3 Skilte og orienteringstavler.

6.2.4.3 Receptionsområde

For blinde og svagsynede er en bemandet reception af særlig betydning i forhold til mulighed at færdes i en bygning. I mange offentligt tilgængelige bygninger er der indrettet et receptionsområde med en bemandet reception, men desværre er der også steder, hvor dette er sparet væk og erstattet af skiltning.

Administrationen i sådanne bygninger bør sikre, at de personer, der bemander en reception, er blevet undervist i eller oplyst om, hvordan de på bedste måde kan hjælpe bl.a. personer med et synshandicap, og sikre, at personen problemfrit finder den rette lokalitet eller person.

Anbefaling:

Offentlige bygninger bør have en bemandet reception, hvor man kan få oplysninger om husets forskellige funktioner som afdelinger, kontorer, elevatorer, trapper, siddepladser, toiletter mm.
Personalet i receptionen bør være undervist i, hvordan man betjener bl.a. personer med et synshandicap.
Receptionen bør altid findes synligt og centralt og i umiddelbar nærhed af indgangspartiet, hvor man naturligt vil lede efter den.
Receptionsskranken bør udføres i et materiale med en kontrastfarve, der adskiller sig tydeligt fra omgivelserne, til hjælp for lokaliseringen. Receptionsskranker med store glaspartier med f.eks. talehul er vanskelige at lokalisere for personer med synshandicap.
Akustikken omkring en reception skal planlægges nøje, idet baggrundsstøj for mange blinde og svagsynede kan skabe orienteringsproblemer.
Retningsorienterende belysning er en stor hjælp til at finde receptionen.

6.2.4.4 Gangarealer og fælles adgangsveje

Personer med et synshandicap har udfordringer med både helt smalle og helt brede adgangsveje. I smalle korridorer vil blinde med den hvide stok eller førerhund ofte kollidere med andre. I helt brede gange, forhaller og foyerer kan blinde og svagsynede let miste orienteringen.

En håndliste langs siden på en gang fungerer som ledelinje og hjælper blinde og svagsynede med orienteringen. En håndliste kan yderligere udformes, så den giver information om de omkringliggende fysiske omgivelser.

Illustration af gang med håndlister i kontrastfarve til væggen.

Blind person følger håndliste i gangareal på Fuglsangcentret. Håndliste i træ på hver side af gangen. — Håndlister kan bruges som retningsgiver og skabe tryghed for brugeren. Her kan brugeren følge håndlisten rundt i gangene på Fuglsangcentret, Dansk Blindesamfunds rehabiliterings- og feriecenter.

Illustration af gang med åben dør og brandslukker på væggen. — Illustration af gang med åben dør og en brandslukker på siddende på væggen.

Håndliste med taktile stifter, der markerer et etagenummer. — Der findes mange små og elegante løsninger, som kan give blinde og svagsynede information om, hvor man befinder sig. Her er et eksempel fra Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup, hvor tredje etage er markeret med tre små metal-dutter monteret på håndlisten ved trappen.

Anbefaling:

Gangarealer skal markeres ved forskelle i materialer, farver eller belysning.
Håndlister opsættes som hjælp til orientering.
Anvendelsen af ophøjede symboler på håndlisten kan give informationer som »etage«, »trapper nærmer sig« eller »der er en krydsende korridor«.
Skabe med brandslukningsmateriel, vaske, radiatorer og lignende skal være indbygget i væggen, så de ikke rager ud i gangarealet. Hvis de ikke kan fjernes, bør de markeres med farve, som står i kontrast til baggrunden.
Der bør etableres en ledelinje fra indgangen til receptionen, sådan at blinde og svagsynede let kan finde frem til et centralt informationspunkt.

6.2.4.5 Gulvbelægning

For blinde og svagsynede har gulvbelægningens karakter en særlig betydning. Materialevariation og brugen af kontrastfarver kan hjælpe ved orientering, og valg af gulvbelægningen har indflydelse på opfattelsen af lys og akustik i rummet.

En afvekslende gulvbelægning kan have stor informationsværdi, når den veksler mellem at være fast og solid, blød og eftergivende, rungende og lyddæmpende. Ændringer i gulvbelægningen kan hjælpe folk til at identificere steder og kan anvendes til at angive en mulig fare (opmærksomhedsfelter).

I store lokaler som forhaller og foyer kan man ved hjælp af gulvbelægningen markere gangbaner frem til forskellige funktioner (ledelinjer). Hvis designet udføres med omhu, kan det både blive æstetisk smukt og samtidig være brugbart for personer med et synshandicap.

En stærkt mønstret gulvbelægning på f.eks. tæpper, vinyl eller linoleum kan skabe synsforvirring og skal bruges med omhu. Visse typer gulvbelægning kan gøre det svært at finde genstande, der er tabt på gulvet, og kan også ændre omridset af møbler og andre genstande placeret på gulvet. Det drejer sig især om genstande, hvis farve ligger tæt op ad nuancen på tæppet eller gulvets belægning.

Illustration af mønstret tæppe, hvor tabt nøgle er meget svær at se. — Illustration af et møntret gulvtæppe, som kan gøre det vanskeligt at finde eller opdage genstande eller møbler placeret på tæppet.

Anbefaling:

Gulvbelægningen i et gangareal må ikke være så reflekterende, at loftlyset blænder, når det rammer gulvet.
Gangbaner i store lokaler kan markeres med en anden overfladestruktur og kontrastfare til den øvrige belægning.
Gulvbelægningen bør være i kontrast til væggene. Alternativt bør fodpanelet udføres i kontrastfarve.
Gulvbelægningen skal være mat for at undgå refleksioner fra vinduer eller lysopsætningen.
Gulvbelægningen bør kontrastere med væggene, så personer med et synshandicap nemt kan se, hvor gulvet ender, og væggene begynder.
Refleksioner i gulvbelægningen gør det mere besværligt for svagsynede at orientere sig.
Skinnende belægning bør undgås, da det giver indtryk af at være glat.
Stærkt mønstret gulvbelægning undgås.

6.2.4.6 Indendørs ledelinjesystem

Et indendørs ledelinjesystemet består af ledelinjer og opmærksomhedsfelter, der anvendes som hjælp for personer med et synshandicap til at orientere sig, markere gangforløb, holde retningen mod et mål, forbinde vigtige knudepunkter, gøre opmærksom på særlige interessepunkter, forhindringer eller farer.

Ledelinjer kan bestå af naturlige eller anlagte ledelinjer.

6.2.4.6.1 Naturlige indendørs ledelinjer

Naturlige indvendige ledelinjer kan være elementer som måtter, håndlister, og væggen i en adgangsvej. Naturlige ledelinjer kan anvendes bevidst i forbindelse med orienteringen og ved mindre komplekse byggerier. Ved mere komplekst byggeri suppleres naturlige ledelinjer med anlagte (særlige) ledelinjer. Se 7.2.4.6.2 Anlagte indendørs ledelinjer.

Anbefaling:

Naturlige ledelinjer kan planlægges som:

Vægge friholdt for inventar og uden fremspring, håndlister langs vægge, gelænder eller værn.
En måtte med markant kant og kontrast til det omgivende gulv kan anvendes som retningsgiver fra indgang til receptionen.
Mærkbare tæppelister i kontrastfarve mellem tæppe og øvrig gulvbelægning eller en taktil gummibelægning som kontrast til tæppebelægning.
Retningsorienteret belysning. Se mere om belysning.

6.2.4.6.2 Anlagte indendørs ledelinjer

En anlagt indvendig ledelinje er anvendelig, hvor byggeriet er komplekst med mange valgmuligheder, hvor der er store åbne rum, der skal passeres, brede gange, hvor man ikke kan følge væggen, mange mennesker, der skal passeres, elementer, man kan støde ind i m.m. Det kan være aktuelt at etablere anlagte ledelinjer i byggeri som hospitaler, togstationer, busterminaler, rådhuse, museer og kulturhuse, hvor orienteringskompleksiteten er stor.

Indendørs anlagte ledelinjer behøver ikke være så brede som udendørs ledelinjer, da belægningen indendørs normalt er jævn.

Forsøg har vist, at ved anlagte indendørs ledelinjer er der ikke behov for opmærksomhedsfelter, hvor man skifter retning, her anlægges i stedet et ’tomt’ felt svarende til 60 x 60 cm. Forklaringen er, at den omkringliggende indendørs belægning er så jævn, at ledelinjen i overgangen til det tomme felt fremstår så tydelig og følbar, og at overgangen er tydelig nok i sig selv.

Der findes et standard udendørs- og indendørs ledelinjesystem, som er nationalt udbredt i forbindelse med offentlig transport på DSB og Banedanmarks arealer, og i flere kommuner, med taktile knopper som opmærksomhedsfelt og taktile ribber som ledelinjer.

Nærbillede af mobillitystok på ledelinjer på perron ved Københavns hovedbanegård — Blind person står på ledelinje og opmærksomhedsfelt på Københavns Hovedbanegård. Ledelinje og opmærksomhedsfelt er nationalt udbredt på stationer og banegårde. Ledelinjerne og opmærksomhedsfelterne er tydeligt følbare med både stok og fod.

Et udvendigt opmærksomhedsfelt bør bestå af faste knopper, gerne i metal eller andet slidstærkt materiale. Her er et opmærksomhedsfelt ved en elevator på Københavns Hovedbanegård. — Blind person står på ledelinje og opmærksomhedsfelt på Københavns Hovedbanegård. Ledelinje og opmærksomhedsfelt er nationalt udbredt på stationer og banegårde. Ledelinjerne og opmærksomhedsfelterne er tydeligt følbare med både stok og fod.

Se mere om ledelinjesystemet i DSB´s tilgængelighedsvejledning.

Dansk Blindesamfund vil gerne vejlede ved spørgsmål om ledelinjetyper.

Billede af blind person, der følger en indvendig ledelinje i forhallen på Horsens Station. — Indvendig ledelinje i stationsbygningen på Horsens station.

Anbefaling:

Der bør anlægges ledelinjer i byggeri som hospitaler, togstationer, busterminaler, butikscentre, rådhuse, museer og kulturhuse, hvor orienteringskompleksiteten er stor.
Anlagte ledelinjer bør altid indtænkes, hvor naturlige ledelinjer ikke er mulige: Ved planlægning af store åbne rum, indgangshaller til bygninger, store mødesale og lignende.
Anlagte ledelinjer forbinder de centrale funktioner som indgange og reception, butikker billetsalg og automater, toiletter og adgangsveje via trapper, elevatorer og døre.
Den anlagte ledelinje skal være et sammenhængende taktilt belægningsbånd, der i kontrastfarve, højde (5 mm) og overfladestruktur afviger mærkbart fra sine tilgrænsende omgivelser.
Den anlagte ledelinje skal stå i kontrast til den omkringliggende belægning med forskel i LRV: 60.
Den anlagte ledelinjes taktile markering kan f.eks. have form af flere tydelige ribber. Undersøgelser har vist, at der skal være mindst to ribber, før ledelinjen indendørs er tydelig nok. Den taktile markering bør have en rundet afslutning, da denne er meget mere tydelig og bedre følbar end en flad.
En anlagt ledelinje skal være fri for genstande som skilte, blomsterkrukker og andet inventar, og afstanden til genstande skal være minimum 60 cm målt fra ledelinjens midte.
Den anlagte ledelinje starter og slutter altid med et opmærksomhedsfelt.
Ved retningsskift etableres et ’tomt felt’ på 60 x 60 cm.
Er der lydforskel ved berøring af ledelinjen og den omkringliggende belægning med den hvide stok, det kan være metal mod beton, eller en digital lyd, gives en ekstra hjælpende dimension.
Anlagte ledelinjer bør anvendes sparsomt, da deres markeringsværdi ellers falder bort.
Anlagte ledelinjer bør som udgangspunkt have en stor forskel i lysrefleksionsværdi i forhold til den omgivende belægning, svarende til min. 60 målt efter NCS-farvesystemet (ca. 0,75 forskel i lyshed).
Ved udlægning af anlagte ledelinjer skal man være særlig opmærksom på, at den taktile markering er over niveau i forhold til den omgivende belægning.
Ledelinjeelementerne skal placeres så tæt på hinanden, at man får fornemmelsen af en ubrudt linje, jf. ledelinjer på Hovedbanegården.

6.2.4.6.3 Indendørs opmærksomhedsfelter

Opmærksomhedsfelter anvendes ved vigtige funktioner, der ønskes opmærksomhed på, og ved fare som niveauspring, trapper og hængslede døre. Opmærksomhedsfelter anvendes ligeledes i forbindelse med start og afslutning af en ledelinje.

Ved retningsskift indendørs etableres ikke opmærksomhedsfelter, men et ’tomt’ felt, jf. illustrationen.

Dansk Blindesamfund vil gerne vejlede ved spørgsmål om opmærksomhedsfelter.

Illustration af blind person, der stopper op, når han/hun mærker det tomme opmærksomhedsfelt og ved, at her er et retningsskift. — Illustration af en blind person, som stopper ved et opmærksomhedsfelt.

Indvendige anlagt ledelinjer med "tomt opmærksomhedsfelt" . — Indvendige anlagt ledelinjer med ’tomt opmærksomhedsfelt’

Opmærksomhedsfelt foran indgangsdør til trappenedgang. Horsens station. — Opmærksomhedsfeltet fortæller den blinde eller svagsynede, at der er noget at være opmærksom på. Her er det en dør med automatisk døråbning.

Anbefaling:

Opmærksomhedsfelter anvendes ved vigtige funktioner, der ønskes opmærksomhed på som, informationstavler, receptioner og billetautomater.
For at det kan betegnes et opmærksomhedsfelt, skal feltet med korrekt taktil markering have en udstrækning på minimum 90 X 90. Opmærksomhedsfeltet skal være let at føle med fødderne og med en stok. Feltets størrelse sikrer, at man ikke træder hen over feltet uden at opdage det.
Opmærksomhedsfelter anvendes ved fare som niveauspring, trapper og hængslede døre.
Foran trapper skal der etableres et anlagt opmærksomhedsfelt, som i udstrækning skal være mindst 90 cm x hele trappens bredde.
Opmærksomhedsfelter anvendes altid i forbindelse med start og afslutning af en ledelinje.
Opmærksomhedsfelter skal i kontrastfarve, højde (5 mm) og overfladestruktur afvige mærkbart fra de tilgrænsende omgivelser. Dansk Blindesamfund anbefaler derfor, at der altid anvendes anlagte opmærksomhedsfeltelementer, fordi den taktile markering her er meget tydelig.
Den taktile markering på opmærksomhedsfeltet kan f.eks. have form af tydelige knopper i diagonalt mønster. Den diagonale placering har normalt den fordel, at risikoen for at "løbe igennem" feltet med den hvide stok uden at opdage, det minimeres.
Den taktile markering bør have en rundet afslutning, da denne er meget mere tydelig og bedre følbar end en flad.
Opmærksomhedsfeltet bør som udgangspunkt have en stor forskel i lysrefleksionsværdi i forhold til den omgivende belægning, svarende til min. 60 målt efter NCS-farvesystemet (ca. 0,75 forskel i lyshed).
Faste tæpper kan anvendes som opmærksomhedsfelter indendørs ved f.eks. indgangspartier og receptionsskranker, hvis de taktilt og farvemæssigt er i kontrast til den omkringliggende belægning.
Ved retningsskift etableres ikke opmærksomhedsfelter men et ’tomt’ felt, jf. illustrationen.

6.2.4.7 Lofter og vægge

For blinde og svagsynede har loft og vægge, deres farve og lys en særlig betydning. For mange mønstre og stærke eller mørke farver samt store spejle på vægge kan skabe forvirring i forhold til orienteringen.

Væggene og loftet i et rum bør have en ensfarvet og mat farve for at give bedst mulighed for orientering. Blanke vægge bør undgås, idet blanke flader kan skabe blænding.

Mørke overflader absorberer lyset og gør det vanskeligt for svagsynede at orientere sig. Vægge og loft bør holdes i lyse, blege farver, der ikke er lysabsorberende, det giver maksimalt lys og er med til at fordele lyset ligeligt i rummet. En kridhvid farve kan virke blændende, mens en knækket hvid kan være en god løsning.

Meget kraftige farver og mønstre på væggene kan skabe synsforvirring i et rum.

Anvendt bevidst, og på afgrænsede områder, kan kraftige farver og mønstre være med til at fremhæve væggen og hjælpe til orienteringen. Kraftige farver og mønstre kan anvendes til at gøre opmærksom på en potentiel fare f.eks. ved murfremspring og kanter.

Malerier, gardiner og andre genstande kan på samme måde være med til at lette orienteringen for svagsynede.

Brugen af gulv til loft-spejle, der giver illusionen af rum, forringer blinde og svagsynedes muligheder for at danne sig et realistisk indtryk af rummet.

Glaspartier kan skabe problemer for orienteringen. Glasset kan overses med risiko for kollision.

Anbefaling:

Vægge og lofter bør være lyse og matte. Blanke overflader kan blænde.
Undgå for mange mørke og spraglede overflader der forvirrer i forhold til orienteringen.
Enkelte farvede flader med kontrast kan anvendes bevidst som et supplement til orientering eller ved markering af fare.
Stormønstrede vægflader gør det umuligt at lokalisere hylder og lignende på væggen.
En tydelig følbar overflade kan anvendes strategisk for at hjælpe på orienteringen.
Ru overflader, f.eks. stenpuds, skal undgås, da mange blinde og svagsynede ønsker at følge væggene med hånden for at lokalisere genstande. En liste på væggen kan afhjælpe problemet, og derved undgås sår og rifter på fingrene.
Gulv til loft spejle bør undgås, da det ændrer på rumopfattelsen.
Områder, der inddeles med store glaspartier eller glasvægge, der går fra gulv til loft, skal markeres særligt. Se afsnit 6.2.1.1 Glaspartier og glasdøre. I BR 18 er det nu forudsat, at der foran store glasflader etableres værn, i form af rækværk eller håndliste i en højde på ca. 90 cm. (§ 238 BR18)

6.2.4.8 Farver og kontraster indendørs

Brug af kontrastfarver er væsentlig for orienteringen for personer med synshandicap. Fodpaneler, sokkelflader og lister (håndlister, rækværk) bør have en farve, der står i kontrast til omgivelserne, så opfattelse af rummet og hjælp til orienteringen understøttes.

Når der vælges farver for at få skabt gode kontraster i miljøet, er det vigtigt at tænke på mætnings- og lysstyrke i farverne. Den bedste kontrast opnås, når kontrasten både indeholder farve- og luminanskontrast (se mere herom i afsnit 0 Farver og kontraster). Luminanskontrast er nødvendig for at se tredimensionelt.

På billedet ser man den tredimensionelle virkning. Kontrasten gør det lettere at finde døre og dørhåndtag.

Tegningen viser et eksempel på døre, vægge, gulv og loft med forskellige farver. Kontrasterne gør det lettere at finde døre og dørhåndtag. — Illustration af døre, vægge, gulv og loft med forskellige farver og kontraster.

Øjet er følsomt for mættede gule farver. Gul er derfor en god signalfarve. Ved at markere en genstand i en farve, som øjet har maksimal følsomhed over for, kan man fremhæve genstanden i forhold til dens omgivelser.

Luminans

”Luminans” betyder "lyshed", eller hvor lys en flade opleves, når den bliver belyst. En lys flade har højere luminans end en mørk, fordi den lyse flade reflekterer mere lys mod vores øjne end den mørke flade”. Kilde EVU. 44151 Valg af lyskilder og armaturer, 2019

”En flades lysrefleksionsværdi (LRV) er et mål for, hvor mange procent af det indfaldne lys, der reflekteres. Lysrefleksionsværdien (LRV) beregnes som forholdet mellem den reflekterende belysningsstyrke og den indfaldne belysningsstyrke. Den reflekterende belysningsstyrke måles i 30 cm afstand fra den reflekterende flade”. Kilde EVU. 44151 Valg af lyskilder og armaturer, 2019.

Anbefalet kontrast i forhold til væg- og gulvfarver, målt som forskel i lysrefleksionsværdi (LRV) efter NCS-skalaen (NCS står for Natural Color System):

Dørkarme, døre og fodlister: Min. 30 forskel i LRV (ca. 0,4 forskel i lyshed)
Steder med fare, f.eks. trinforkanter: Min. 60 forskel i LRV (ca. 0,75 forskel i lyshed).

Anbefaling:

Døre eller dørkarme langs en korridor bør være i kontrast til vægfarven.
Endevæggen i en korridor kan med fordel stå i farvekontrast til gulvet, eller belyses særskilt, så korridorens længde kan opfattes.
Steder med fare skal markeres ekstra tydeligt, f.eks. trinforkanter.
Lysrefleksionsværdi (LRV):
- i loftet, 80 %
- på vægge, 60 %
- på gulvet, 30 %
- på dørblad, 40 %
- på vinduer og dørkarme, 20 %.

Luminanskontrasten (forskel i lyshed) udregnes på følgende måde:

mellem loft og væg: (80-60)/60 = 0,33.
mellem væg og gulv, (30-60)/60 = 0,4
mellem væg og vindueskarm samt væg og dørkarm, (60-20)/60 = 0,66
mellem væg og dørblad, (60-40)/60 = 0,33.

6.2.4.9 Retningsorienteret indendørs belysning

Se også afsnit 6.2.3 Lys.

Belysning er et vigtigt parameter for svagsynede til opfattelsen af en bygnings indre og ydre miljø. Belysning kan med fordel for svagsynede planlægges og udføres retningsorienteret, så det fungerer som en naturlig ledelinje, der hjælper svagsynede og andre med at finde vej.

Man kan med retningsorienteret belysning markere funktioner, bygningsdele og særlige orienteringspunkter, som man særligt vil rette særligt opmærksomheden mod.

Det er af stor betydning, at der tages højde for et godt samspil mellem lys, farver og kontraster, idet det letter orienteringsmulighederne for svagsynede. Se afsnit 3.3 farver og kontraster.

Hvis bygningerne er uhensigtsmæssigt indrettet, og hvis der er valgt for stærke farver eller mange brogede mønstre, besværliggøres færden for personer med synshandicap.

Hårde skygger med skarpe kanter og mørke midterpartier kan give anledning til synsillusioner. En skygge kan maskere, skjule eller kamuflere en mulig hindring eller give en illusion af at være kanten af et stykke møbel eller en del af en bygningsstruktur. En skygge med bløde kanter og forholdsvis blød midte fremhæver møbler, rum og genstande på en god måde, således at personer med synshandicap bedre kan orientere sig.

Retningsændringer i adgangsforløbet bør fremhæves med belysning, så svagsynede bliver opmærksomme på, hvor der skal træffes et retningsvalg.

For at gøre det lettere at finde udgange, elevatorer, trapper eller informationszoner fra adgangsvejen bør disse markeres ved hjælp af særlig rettet og ikke blændende belysning med et luminansspring på min 5:1 op til 25:1 enten opnået ved lys eller maling af flader.

Blænding

Blænding er et problem for alle, men et særligt problem for svagsynede. Blænding gør det umuligt for den svagsynede person at udnytte sit restsyn, skelne døre og se indretning og eventuelle forhindringer i adgangsforløbet.

Vinduer for enden af en adgangsvej vil ofte skabe modlys med blænding til følge. Blænding kan også ske, når man går fra et svagt til et stærkt oplyst rum, eller når man kommer ude fra stærkt sollys og ind i et svagt oplyst rum.

Ved opførelse af bygninger, der er åbne for publikum, bør man tilrettelægge forholdene sådan, at dagslyset udnyttes bedst muligt med mulighed for afskærmning, og at alle vinduer og sprosser altid er hvide (nedsætter ubehagsblændingen).

Illustration af retningsorienteret belysning. Blind person følger retningsorienteret belysning langs væggen i et større rum. — Illustration af svagsynet person, der følger retningsorienteret belysning samt kontrastfarver i gulv, på vægge og døre, der hjælper med orienteringen.

Illustration af vindue for enden af gang, der blænder den gående.

Anbefaling:

Bygninger bør planlægges og udføres med retningsorienteret belysning.
Retningsændringer i adgangsforløbet bør belyses kraftigere.
Belysning bør markere særlige orienteringspunkter.
Udgange, elevatorer, trapper og informationszoner skal markeres ved stærkere og ikke blændende belysning.
Blænding fra vinduer bør undgås. Dagslys kan dæmpes ved hjælp af gardiner, persienner, (udendørs eller indendørs), markiser, tonet glas eller lignende.
Der skal tages hensyn til samspillet mellem lys, farver og kontraster.
For at undgå farlige situationer er det vigtigt, at der ikke er generende reflekser i gulv og på vægge.
Kraftige skygger med skarpe kanter og mørke kerner skal undgås.

6.2.4.10 Lyde / akustik

Blinde og stærkt svagsynede anvender i høj grad lyd – de akustiske forhold og ændringer i disse – til at orientere sig efter. Det er derfor vigtigt, at der tages hensyn til dette i planlægningen.

Lang efterklangstid gør det vanskeligt for personer med synshandicap at lokalisere forhindringer. Hvis blinde og svagsynede skal kunne benytte sig af lyd i orienteringen, er de afhængige af en vis ekkoeffekt. Dette fordrer en konstruktion, som ikke giver en "død" akustik, men på den anden side tager hensyn til nødvendig dæmpning af rumklangen i store rum som korridorer, trappeopgange osv. Et rum med hårde overflader får lang efterklangstid, medens et rum fyldt med blødt materiale får en lille efterklangstid.

Lyd er en positiv informationskilde, men for meget og for høj lyd kan skabe forvirring. Derfor bør al forstyrrende støj og lyde så vidt muligt undgås i et rum. Det er især af betydning på kontorer eller i opholdsrum, hvor det skal være muligt at koncentrere sig eller at føre en samtale.

Det er af stor vigtighed for personer med synshandicap, at det er let at opfatte tale. Mundtlig kommunikation forstyrres både af et højt baggrundsstøjsniveau og af enkelte støjhændelser. Ved et lydtryksniveau på 60 dB(A) skal man anstrenge sig for at føre en almindelig samtale, men allerede ved 55 dB(A) bliver kommunikationen forstyrret.

Se mere om akustik i Bygningsreglementet.

Anbefaling:

Lyd, der overlapper de lyde, blinde bruger til at orientere sig efter, bør undgås.
Væg til væg-tæpper giver en helt død akustik, hvilket medfører, at blinde vanskeligt kan orientere sig og opfange modgående trafik.
Akustikken omkring eksempelvis en reception skal planlægges nøje, idet baggrundsstøj kan skabe orienteringsproblemer.
Efterklangstiden på kontorer eller i opholdsrum bør ikke være mere end 0,5 sekunder, så det er muligt at koncentrere sig eller at føre en samtale.
Udstyr af forskellig art bør være så støjsvagt som muligt.
I større varehuse og supermarkeder skal man tage hensyn til, at blinde er afhængige af hørelsen i orienteringen. Det gøres ved at dæmpe akustikken i lokalet så meget som muligt, uden at denne bliver helt død.
Skulpturer, vandkunst eller særlige arkitektoniske elementer, der er lydgivende, kan hjælpe personer med synshandicap og andre med at orientere sig. Elementerne skal dog være anlagt bevidst i forhold til orientering i et retningsgivet forløb.